Vandspild udgør en stor økonomisk post hos vandværkerne. Men nu skal mere intelligent styring af vandtrykket i ledningsnettet spare forsyningsselskaberne for udgifter og gøre det lettere at lokalisere lækager. Det betyder markant mindre vandspild og billigere vand til forbrugerne.
Variationer i vandtrykket er ikke bare et irritationsmoment for forbrugerne - for vandværkerne medfører det ekstra energiforbrug til pumper, øget slitage og risiko for ledningsbrud. Nu vil projektet Sample gennem it-systemer regulere vandtryk og detektere utætheder i ledningsnettet. Innovationsfonden har investeret 2,2 mio. kr. i projektet.
It-baseret trykstyring skal sikre, at pumperne i ledningsnettet selv tilpasser vandtrykket, så det holdes konstant uanset forbruget. De algoritmer, der styrer pumpetrykket, skal desuden videreudvikles, så de kan lokalisere lækager.
Vandselskaberne forventer, at systemet kan give en besparelse i energiforbruget på 10 % og en reduktion af omkostningerne ved lækager på 50 %.
- Vi skal udvikle et it-baseret system til trykstyring, som også kan hjælpe vandværkerne med den ellers tidskrævende opgave at finde frem til opståede lækager. Det vil give en langt hurtigere og sikrere detektion, så lækagerne hurtigt kan udbedres. Hvis vi kan spare vandselskaberne for penge, kan de også levere billigere vand til forbrugerne, forklarer lederen af projektet, professor Rafael Wisniewski fra Aalborg Universitet.
Løsningen bliver designet, så den let kan tages i brug, uden at selskaberne skal købe sig fattige i konsulenthjælp eller programmørtimer.
- Det er afgørende, at det bliver et plug & play produkt, så små vandværker også kan få gavn af teknologien. Plug & play-løsningen vil samtidig åbne nye markedsmuligheder, og den skal sikre danske virksomheder globale markedsandele inden for bæredygtig teknologi til vandforsyning, siger chefingeniør Carsten Skovmose Kallesøe fra Grundfos A/S.
Traditionelt er styring og overvågning af tryk i forsyningsnetværk baseret på detaljerede netværksmodeller, som er besværlige at vedligeholde og sårbare over for forandringer. Det nye projekts konkrete resultater bliver algoritmer og indlejret software, som kan integreres i de enkelte komponenter ude i vandforsyningen. Det gør samtidig systemet mere robust og fleksibelt.
Sample er et samarbejde mellem Aalborg Universitet, Grundfos A/S og vandforsyningsselskaber i Ballerup og Randers.
- Program: Grand Solutions
- Fondens investering: 2,2 mio.
- Totalt budget: 4 mio.
- Projektets varighed: 2 år
- Officiel titel: SAMPLE – Sample-drevet adaptiv styring af tryk og lækage-estimering i vandforsyning
Vandværker har i dag enorme udgifter til lækagesøgning og energiforbrug og har store mængder vandspild som følge af utætte vandrør i distributionsnettet.
Det er særligt det varierende vandtryk i ledningsnettet, der forårsager lækagerne og det store energiforbrug. Gennem aktiv trykstyring kan lækager og rørbrud reduceres, og vandtabet kan dermed også mindskes.
De nuværende metoder til at undersøge lækager i vandforsyningsnettet er dyre både i form af arbejdskraft og udstyr. Gennem SAMPLE-projektet kan udgifterne hertil reduceres markant gennem it-teknologi.
Rafael Wisniewski, Professor og Projektleder, Aalborg Universitet
Tlf.: 2913 3623
Carsten Skovmose Kallesøe, Chefingeniør, Grundfos Holding A/S
Tlf.: 2945 8893
Michaela Bloch Eiris, Planlægger, Forsyning Ballerup A/S
Tlf.: 2322 1758
Henrik Frandsen, Ingeniør, Verdo Vand A/S
Tlf.: 3073 1861
Tom Nørgaard Jensen, Postdoc, Aalborg Universitet
Tlf.: 9940 8687
Pernille Rype, Kommunikationschef, Innovationsfonden
Tlf.: 6190 5060, mail: pernille.rype@innofond.dk