Fremtidens medicin er skræddersyet til patienten

Behandling af patienter kan blive langt mere effektiv og forebyggende, hvis den tilpasses den enkelte patient – det sigter Innovationsfonden efter med en ny strategi for fremtidens personlige medicin.

Pressemeddelelse den 22. marts 2018 kl. 09:00

I en ideel fremtid kan den enkelte patient lynhurtigt diagnosticeres korrekt og behandles optimalt, og et væld af sygdomme kan forudses og forhindres via indsamling af data, der giver et indblik i sygdomsmønstre. Det scenarie vil Innovationsfonden gøre til virkelighed – og derfor offentliggjorde fonden i februar en investeringsstrategi for personlig medicin.

Personlig medicin er kort fortalt lægelig behandling, hvori lægen skræddersyer det rette behandlingsforløb i dalog med patienterne på det rette tidspunkt ved at indsamle relevant data om patientens fænotyper og genotyper – og det åbner oven i købet døren til præventiv behandling lang tid før sygdommen overhovedet rammer.

Innovationsfonden investerer i excellent forskning og innovation, der sikrer, at ny viden bliver omsat til værdi for samfundet. Fonden finder det derfor vitalt at investere i personlig medicin, fordi det har potentialet til at kurere markant flere patienter på rekordtid og forhindre et hav af helbredsproblemer, før de bliver aktuelle, i tæt dialog mellem patient, behandlere og rådgivere. Hvis disse fordele skal komme borgerne til gode, skal udviklingen og implementeringen af personlig medicin finansieres – en opgave, som Innovationsfonden gør en konkret indsats for at løfte.

Det er ingen hemmelighed, at der er hindringer på vejen mod personlig medicins realisering. Blandt andet kræver behandlingsformen, at der indsamles en stor mængde data fra mange patienter til pålidelige forudsigelser og analyser – der skal altså etisk og politisk siges god for, at relevant data indsamles og anvendes til gavn for fremtidens borgere og patienter.

Det er også et problem, at der stadig mangler væsentlig forskning i sammenhængen mellem genomics, proteomics samt metabolomics og relevant sygdomsbiologi, og at den stratifikation af patienterne, som personlig medicin kræver, vil gøre det nødvendigt at udvikle helt nye kliniske forsøgsdesigns.

Reguleringen af medicin skal tilpasses, så det bliver mindre kompliceret at få personlig medicin-behandling godkendt, og der skal også ske en radikal nytænkning af medicintilskudsmodellen og lægemiddelindustrien – men arbejdet er godt i gang.

Personlig medicin vil i høj grad vil dominere udviklingen af vores sundhedssystem de næste 10-20 år – og den udvikling vil Innovationsfonden bidrage til. Peter Høngaard Andersen, direktør i Innovationsfonden, er yderst tilfreds med den nye strategi på området. Han udtaler:

- Vores strategi er en naturlig udbygning af vores investeringstrategi på sundhed og ligger i forlængelse af den Nationale Strategi for Personlig Medicin, herunder Det Nationale Genom Center. Vores strategi skal således sørge for, at vi får personlig medicin i anvendelse, til gavn for den enkelte patient og det danske sundhedssystem.

Innovationsfonden har allerede investeret i projekter med personlig medicin som grundtanke, heriblandt:

Fonden deltager også aktivt i:

  • Den Europæiske Kommissions ”coordination and support”-aktivitet ICPerMed, der promoverer aktiviteter og samarbejder inden for personlig medicin
  • Det nye European Research Area-netværk ERA PerMed, der investerer i fælles europæiske calls på personlig medicin-området
  • Et fælles nordisk call inden for personlig medicin i år sammen med andre nordiske statslige investeringsorganer

Investeringsområder

Innovationsfonden har kortlagt ti områder, som der bør investeres i, hvis personlig medicin skal nå sit fulde potentiale:

  1. Mekanismer og systemer til håndtering af relevant data.
  2. Etisk/politisk framework, der muliggør brug af relevant data.
  3. Metoder til stratifikation af befolkning og patienter.
  4. Identifikation/udvikling af relevante biomarkører til stratifikation.
  5. Udvikling af databaserede hypoteser og produkter til forebyggelse af alle store sygdomme.
  6. Afprøvning af databaserede hypoteser i kliniske forsøg.
  7. Rammer for brugerinddragelse i kliniske forsøg og relevant forskning.
  8. Regulatoriske modeller for hurtig patientadgang til personlig medicin.
  9. Forretningsmodeller, der inciterer farmaciindustrien til personlig medicin-udvikling.
  10. Social- og sundhedsøkonomiske modeller for patientadgang til personlig medicin.

Fonden vil investere i projekter inden for et eller flere af områderne.


Læs investeringsstrategien her.

Grundlæggende kriterier for fondens investeringer

  • Excellence i forskning og innovation.
  • Værdiskabelse for Danmark i bredeste forstand.
  • Innovation i forhold til det eksisterende inden for det givne felt.
  • Høj sandsynlighed for implementering og ibrugtagelse af projekternes resultater på både kort og/eller langt sigt.
  • Tilstedeværelse af de rette faglige og ledelsesmæssige kompetencer og optimal organisering til gennemførelse af projektet.