Lyskilder

Innovationsfonden nedsætter nyt Forsvarsekspertudvalg

Innovationsfonden samler stærke danske og internationale kompetencer inden for forsvar, sikkerhed, forskning og innovation i et nyt ekspertudvalg, der skal vurdere ansøgninger til nye forsknings- og innovationscentre inden for forsvarsteknologi. Udvalget ledes af tidligere NATO-ambassadør og protokolchef i Udenrigsministeriet Michael Zilmer-Johs med generalmajor og chef for Udviklings- og Planlægningsstaben i Forsvarskommandoen Jacob Alexa som næstforperson.

Danmark og Europa står over for et markant behov for at styrke forsvarsevne, teknologisk robusthed og sikkerhed. Forskning og innovation spiller en afgørende rolle i udviklingen af de teknologier og løsninger, der skal understøtte fremtidens forsvar og samfundssikkerhed.

Derfor har Innovationsfondens bestyrelse nedsat et nyt forsvarsekspertudvalg, som skal vurdere ansøgninger til etablering af strategiske forsknings- og innovationscentre inden for forsvarsteknologi og sikkerhed og anbefale de endelige investeringsbeslutninger til fondens bestyrelse.

Udvalget består af i alt otte internationale og danske eksperter, der tilsammen repræsenterer betydelig ekspertise inden for forsvar, sikkerhed, forskning, innovation og strategisk teknologiudvikling. Medlemmerne har omfattende erfaring med vurdering af forskningsmæssig kvalitet, innovationspotentiale og strategisk betydning i både nationale og internationale sammenhænge.

- Danmark har brug for stærke forsknings- og innovationsmiljøer, der kan bidrage til at udvikle de teknologier og løsninger, som styrker vores sikkerhed og forsvar i de kommende år. Derfor er jeg meget glad for, at vi har kunnet samle et ekspertudvalg med så stærke kompetencer og erfaringer. Det giver et solidt grundlag for at identificere og understøtte de mest lovende initiativer på området, siger Anders Eldrup, forperson i Innovationsfonden.

Udvalget skal følge centrenes udvikling

Udvalget får en mere aktiv rolle end de ekspertpaneler, der normalt indgår i Innovationsfondens ansøgningsprocesser. Ud over at vurdere ansøgningerne skal udvalget følge de etablerede centre gennem hele bevillingsperioden.

Hvert år skal Forsvarsekspertudvalget vurdere centrenes fremdrift og leverancer i forhold til de aftalte milepæle. Vurderingerne danner grundlag for de efterfølgende bevillingsudbetalinger og skal bidrage til at sikre, at investeringerne skaber størst mulig værdi for Danmark.

De strategiske forsknings- og innovationscentre skal samle forskningsmiljøer, virksomheder og offentlige aktører i stærke nationale partnerskaber om udviklingen af fremtidens forsvars- og sikkerhedsteknologier. Med afsæt i danske styrkepositioner skal centrene udvikle, teste og implementere løsninger, der understøtter Forsvarets operative behov og bidrager til dansk forsyningssikkerhed.

Opslaget om strategiske forsknings- og innovationscentre inden for forsvarsteknologi og sikkerhed har ansøgningsfrist for fase 1 den 30. juni.

Det forventes, at udvalget anbefaler den endelige investeringsbeslutning til fondens bestyrelse i december 2026

Udvalgets medlemmer:

Forperson:
Michael Zilmer-Johns, tidligere protokolchef i Udenrigsministeriet og tidligere ambassadør ved Danmarks faste repræsentation ved NATO

Næstforperson.
Jacob Alexa, generalmajor og chef for Udviklings- og Planlægningsstaben i Forsvarskommandoen

Eveline Buchatskiy, general partner i den ukrainske forsvarsfond D3

Jens Hjort, tidligere forsvarsattaché i Ukraine og dansk militær repræsentant i Kyiv

Kristi Raik, direktør for International Centre for Defence and Security (ICDS) i Estland

Mauro Gilli, professor i militær strategi og teknologi ved Hertie School i Berlin

Malene Stidsen, programchef for cybersikkerhed i Industriens Fond

Niels Vejrup Carlsen, stifter af venturefonden Final Frontier

Læs kommissoriet for Forsvarsekspertudvalget