Glædelig jul fra Innovationsfonden

Inden julefreden sænker sig, gør vi i Innovationsfonden status på et år med nye investeringer, excellent forskning og stærke resultater.

19. december 2017

Innovationsfonden har i 2017 investeret over 550 mio. kr. i strategiske forskningsprojekter, der styrker grundlaget for ny dansk udvikling på områder som f.eks. sundhed, digitalisering og energi.  Dertil kommer investeringer for over 650 mio. kr. i ambitiøse innovationsprojekter, der transformerer viden til værdi og understøtter vækstlaget i dansk erhvervsliv.

På det internationale område har Innovationsfonden i 2017 haft et historisk højt niveau af investeringer, hvilket afspejler vigtigheden af at positionere dansk viden internationalt.

Vi har samlet en række gode eksempler på resultater af fondsinvesteringer i et nyt elektronisk format, som vi er sikre på kan fascinere i de mørke vinteraftener. Mange af eksemplerne tager udgangspunkt i excellent forskning og den værdi, den skaber for Danmark.

Få indblik i en dansk magnet der flyver rundt i verden og finder grundvand. Et digitalt værktøj der forudsiger oversvømmelser, og en anden type digitalisering der halverer ventetid i lufthavne.  Bliv fascineret af hvordan et computerspil bliver til kunst, der begejstrer Politikens anmelder og mød tre studerende, der har udviklet små satellitter til en dansk milliardvirksomhed.

Du kan opleve de håndgribelige resultater af dansk forskning og innovation i denne e-bog.

De politiske forhandlinger af 2018-budgettet ser ud til at give Innovationsfonden en økonomisk ramme, der giver mulighed for at sætte endnu flere kvalificerede projekter i søen til gavn for Danmark. Med de nye investeringer er det muligt at fortsætte udviklingen af et velfungerende økosystem, hvor grundforskning, strategisk forskning, innovation og demonstration spiller effektivt sammen.

I Innovationsfonden ser vi frem til 2018, hvor nye samfundsinvesteringer ser dagens lys og vil gavne Danmark på både den korte og den lange bane.

Inden vi kommer så langt, håber vi i Innovationsfonden, at alle får en fredfyldt og velfortjent juleferie.

På vegne af Innovationsfonden

Peter Høngaard Andersen


Peter Høngaard Andersen, direktør i Innovationsfonden.

Fondens programmer

E-bog - Danmark på verdenskortet

Presse og kommunikation

Innovationsfonden, Konstitueret kommunikationschef Thomas Bjerre
Mail: Thomas.Bjerre@innofond.dk
Tlf.: 6190 5019