Innowomen 2023

Innovationsfonden udpeger nye Innowomen

Innovationsfonden udpeger fire nye rollemodeller til gruppen Innowomen. De fire nye Innowomen skal sammen med de øvrige medlemmer af gruppen være med til at inspirere talentfulde kvinder til at forfølge en iværksætter- eller forskerkarriere og søge om midler fra Innovationsfonden.

Den skæve kønsbalance blandt danske forskere og iværksættere fik i 2018 Innovationsfonden til at søsætte konceptet Innowomen, der har til formål at synliggøre kvindelige rollemodeller inden for forskning og iværksætteri.

- Diversitet kan aflæses direkte på bundlinjen og skaber bedre resultater, når fremtidens innovative løsninger skal udvikles. Når kun hver fjerde danske iværksætter og hver fjerde danske professor i dag er en kvinde, betyder det, at vi går glip af ideer, innovation, vækst og talent, siger Innovationsfondens direktør, Cecilie Brøkner.

Innowomen-gruppen består af kvindelige iværksættere og forskere, som repræsenterer vidt forskellige fagområder og professionelle erfaringer.

Innovationsfonden udpeger hvert år fire nye medlemmer til gruppen. I år er de fire nye medlemmer:

Karin Lykke-Hartmann, professor ved Aarhus Universitet og CEO i virksomheden Notify Therapeutics, der forsker i en ny behandling til kvinder, der kæmper med at blive gravide. Karin har modtaget to Innoexplorer-bevillinger fra Innovationsfonden

Jessica Aschemann-Witzel, professor og Director ved MAPP Centeret under Aarhus Universitet. Jessica leder et aktuelt forskningsprojekt om omstilling til en mere plantebaseret kost, mindre madspild og grønnere fødevareproduktion, der er medfinansieret af Innovationsfondens Grand Solutions-program

Sarah Hammershøy, maskinmester samt co-founder og CEO i virksomheden MicroChange, der udvikler filtreringssystemer, som kan rense havvand for mikroplastik og overfladevand for næringssalte og tungmetaller. Sarah har været tilkoblet Innovationsfondens iværksætter-program Innofounder.

Sofie Lindskov Hansen, kvantespecialist hos virksomheden Kvantify med en ph.d. i eksperimentel kvantefotonik fra Niels Bohr Instituttet samt en medicinsk fysikuddannelse fra Rigshospitalet. Sofie brænder for kvanteteknologi med fokus på anvendelse indenfor sundhedsvæsnet.

Fokus på diversitet og på at bringe alle talenter i spil har været en strategisk topprioritet i Innovationsfonden gennem flere år - herunder fokus på at sikre større kønsbalance blandt forskere og iværksættere, der ansøger og modtager bevillinger fra fondens programmer.

- Som offentlig institution og fond har vi en forpligtigelse til understøtte diversitet for at sikre størst mulig kvalitet i dansk forskning, innovation og iværksætteri. Derfor er jeg meget glad for, at fire inspirerende kvinder vil være med til at skubbe på den vigtige dagsorden sammen med os og har sagt ja til at agere synlige rollemodeller for fremtidens forskere og iværksættere, siger Cecilie Brøkner.

Innovationsfonden bringer et portræt af hver af de fire nye Innowomen i løbet af 2023.

Se den samlede Innowomen-gruppe her

Innowomen-konceptet er initieret på baggrund af anbefalinger i en rapport om kønsbalancen på det danske arbejdsmarked.