Som en del af regeringens seneste hjælpepakke har Innovationsfonden fået til opgave at uddele yderligere 350 mio. kr. til vidensbaserede og innovative iværksættere og små og mellemstore virksomheder, som er påvirkede af coronakrisen. Fondens udmøntning af midlerne sker bl.a. via muligheden for at søge om forlængelse af aktive Innobooster-projekter.
Hvem kan ansøge om tillægsbevilling til Innobooster-projekter:
Du kan søge, hvis du har en innoboosterbevilling, der har en aftalt projekt-slutdato efter 1. januar 2020. Muligheden gælder også, selv om du allerede har afsluttet projektets aktive del i 2020. Har du indsendt en ansøgning til Innobooster inden 1. april 2020 – uanset om du har modtaget bevilling eller endnu ikke har modtaget bevilling – kan du også søge denne tillægsbevilling på et senere tidspunkt. Forudsætningen er dog, at du får bevilling på den oprindelig indsendte ansøgning.
Jeg har indsendt en Innobooster-ansøgning efter 1. april. Hvorfor kan jeg ikke ansøge om en tillægsbevilling?
Initiativet et målrettet de virksomheder, der ikke har haft mulighed for at tage højde for COVID-19-krisen i deres oprindelige Innobooster-ansøgning. Virksomheder, der har indsendt en ansøgning efter den 1. april, har haft mulighed for at tage højde for krisen. Vi har dog forståelse for, at der kan ske forskydninger i projektet såsom projektperioden. Det kan der ændres på med en ændringsanmodning via e-grant.
Hvilke aktiviteter kan jeg søge om?
Tillægsmuligheden er til NYE aktiviteter, der kan understøtte det oprindelige projekt. Innobooster-programmet har fået opdaterede retningslinjer, som udvider med nye aktiviteter, der ikke tidligere har kunne støttes af Innobooster – f.eks. øget fokus på at interagere med markedet, kommende kunder m.v. Se den konkrete beskrivelse for denne mulighed samt opdaterede retningslinjer for Innobooster. Tillægsprojektet kan maksimalt 12 måneder.
Hvor stort et tillæg kan jeg søge om?
Tillægsbevillingen kan maksimalt udgøre 20% af den oprindelige Innobooster-bevilling. Reglerne omkring egenfinansiering skal fortsat overholdes. Man får med andre ord ca. 200.000 kr., hvis budgettet øges med ca. 600.000 kr.
Hvad er kriterierne for tildeling af tillægsbevilling:
- At det er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der er et behov, der kan begrundes i situationen omkring COVID-19?
- At resultaterne af det hidtidige Innobooster-forløb er tilfredsstillende
- At der er beskrevet udviklingsaktiviteter, er kan danne grundlag for en forlængelse af Innobooster-forløbet
Hvordan søger jeg?
- Orientér dig i beskrivelserne og de generelle retningslinjer for Innobooster-ordningen.
- Gå ind på www.e-grant.dk via din oprindelige tildelte bevilling / bevillingsnummer.
- Gå til ændringsanmodning ”Tillægsansøgning COVID 19”
- Udfyld skemaet, en kort ansøgning samt tilpasse et budgetskema – se vejledningen via ændringsanmodningen.
- Indsend ændringsanmodning og vi behandler hurtigt din ansøgning.
Hvis du er berettiget til at søge, men din oprindelige Innobooster-bevilling er afsluttet (du har fået godkendt slutrapport m.v.), så send en mail til innobooster@innofond.dk med dit sagsnummer, så genåbner vi din bevilling, så du kan søge om tillægsbevilling.
Hvornår kan jeg søge?
Innovationsfonden åbner for ansøgninger om tillægsbevilling til aktive Innobooster-projekter torsdag d. 7. maj.
Alle bevillingshavere, der har mulighed for at søge om en tillægsbevilling, får/har fået direkte besked via E-grant fra Innovationsfonden i uge 19.
Siden opdateres løbende. Senest opdateret d. 7. maj 2020 kl. 10.00