Startup kontormiljø Innobooster People

Startups kan nu søge om medfinansiering til fastholdelse af udviklingsmedarbejdere via Innobooster People

Innovationsfonden har fået til opgave at uddele 350 mio. kr. fra regeringens hjælpepakke til vidensbaserede og innovative iværksættere og små og mellemstore virksomheder, som er påvirkede af coronakrisen. Fondens udmøntning af midlerne sker bl.a. via en ny ansøgningsmulighed, der tilbyder særligt lovende danske startup-virksomheder tilskud til at fastholde eller genansætte centrale udviklingsmedarbejdere i en periode på et år.

 

Innovationsfonden lancerer tirsdag den 9. juni en ny ansøgningsmulighed – Innobooster People – som skal være med til at holde hånden under vidensarbejdspladser blandt danske startup-virksomheder, som er trængte af coronakrisen.

Muligheden indebærer konkret, at særligt lovende danske startup-virksomheder kan søge om tilskud til fastholdelse eller genansættelse af op til tre centrale udviklingsmedarbejdere.

- Innobooster People skal gøre det muligt for lovende danske startup-virksomheder at fastholde videns- og udviklingsmedarbejdere i en meget svær tid, hvor mange innovative virksomheder med et stort potentiale er presset på indtjening, kapital og likviditet. Samtidig kan muligheden forhåbentligt betyde, at flere udviklingsmedarbejdere, der er blevet afskediget på grund af krisen, kan blive genansat, siger Anne-Marie Levy Rasmussen, direktør for Innovationsfonden.

30.000 kr. pr. måned pr. medarbejder

Særligt lovende videnbaserede startup-virksomheder er virksomheder, der allerede har opnået en validering af deres løsning i form af enten tilførsel af ekstern kapital eller omsætning.

Det gælder desuden, at virksomheden ikke må være ældre end fem år og skal have under 50 ansatte. Virksomheden skal derudover have et dansk CVR-nummer for at kunne ansøge.

De virksomheder, der opfylder kravene, kan søge om tilskud på op til 30.000 kr. pr. måned pr. medarbejder i 12 måneder til fastholdelse eller genansættelse af 1-3 fuldtidsansatte udviklingsmedarbejdere med en videregående uddannelse.

Der kan ligeledes søges om genansættelse af medarbejdere, der er blevet afskediget fra virksomheden efter 1. marts 2020.

Innobooster People åbner for ansøgninger tirsdag d. 9. juni kl. 9.00, og der er åbent for løbende indsendelse af ansøgninger frem til 1. december 2020.
 

Læs mere om de specifikke krav og retningslinjer for ansøgningsmuligheden samt Q&A om ansøgningsmuligheden

Læs mere om Innovationsfondens støtte til trængte iværksættere og virksomheder her. 

 

Webinars om Innobooster People:

Download slides fra Innobooster People webinar (på dansk) - afholdt d. 11. juni 2020, kl. 11.00 (PDF)

Se eller gense webinar om Innobooster People - afholdt d. 11. juni 2020, kl. 11.00