Dansk robot optegner sportsbaner i USA

To unge iværksættere fra Hjørring har med hjælp fra en fondsinvestering udviklet kridtrobotten Intelligent One, som optegner en hel fodboldbane på bare 30 minutter. Nu har den fuldautomatiske robot ramt det amerikanske marked.

 

21. juli 2017

Den lille grønne robot ligner en mellemting mellem en græsslåmaskine og en støvsuger. Den styres via en in-house udviklet applikation, som er integreret med Google Maps.

- Du åbner applikationen, hvorefter du får et satellitkort, som repræsenterer der, hvor du står. Herefter vælger du den ønskede sportsgren og indtaster dimensionerne, hvorefter Intelligent One sættes i gang, fortæller medstifter af firmaet Intelligent Marking, Anders Sørensen til innovationsfonden.dk.

Robotten går i gang med optegningen. Den kører selv, og efter bare 30 minutter har du en fuldt optegnet fodboldbane.

Med Intelligent One er det lykkedes de to iværksættere fra Hjørring at løse en udfordring, som ingen andre har formået at klare. Optegning af udendørs sportsbaner er nemlig et kæmpe stykke arbejde, som skal gentages mange gange på en sæson.

En dansk fodboldbane skal for eksempel optegnes 36 gange, og hver gang kræver det, at en mand trasker afsted bag kridtmaskinen i et par timer. Første gang en bane skal optegnes, vil det typisk tage 2 mand 5-6 timer at måle rigtigt op og tegne banen. Alt det arbejde kan robotten nu klare.

- Det er iværksættere som de to her, der er med til at give Danmark en nøgleplacering på den globale robotscene. Jeg synes, det er fantastisk at robotter fra Hjørring snart optegner sportsbaner i USA, samtidig med at den grundlæggende teknologi kan bruges til mere. siger chefkonsulent hos Innovationsfonden René Damkjer.

Fra Hjørring til USA
Innovationsfonden investerede i robotprojektet, da Intelligent One skulle gå fra prototype til salgsbar model. Ifølge Anders Sørensen betød Fondens investering blandt andet, at den lille start-up virksomhed i Hjørring kunne insource så meget af arbejdet som muligt.

Det betyder, at de selv videreudvikler og producerer Intelligent One hos virksomheden i Hjørring.

I 2016 blev de første Intelligent One enheder solgt til en række kommuner, som har ansvaret for optegning af udendørs fodboldbaner. Samme år gik omsætningen i virksomheden fra 0 kroner til 3,5 millioner.

Innovationsfondens investering har også betydet, at Intelligent One’s GPS system kunne videreudvikles, så den nu er klar til det amerikanske marked og dermed optegne andre typer af sportsbaner end en traditionel 11-mandsfodboldbane. Nemlig baner til amerikansk fodbold. Dermed er et kæmpe marked i staterne åbent fra den nordjyske iværksættervirksomhed.

Intelligent Marking har allerede en aftale med en forhandler i USA, som skal sælge robotterne til highschools og universiteter.

I 2017 er det virksomhedens plan at sælge mindst 200 robotter hvilket modsvarer en omsætning på cirka 35 millioner kroner.

 
Intelligent Markings Intelligent One er det første produkt i verden, som hurtigt og præcist tegner stregerne omkring udendørs sportsbaner.

Læs mere

Kontakt