Innovationsfonden understøtter Danmarks stærke viden- og forskningsposition inden for life science, sundhed og velfærdsteknologi ved at investere i forsknings- og innovationsprojekter, der udvikler løsninger og teknologier, som gavner borgernes sundhed, virksomhedernes bundlinje og Danmarks internationale konkurrencekraft.
Fonden investerer i udfordringsdrevne sundhedsprojekter på alle trin i forsknings- og innovationsværdikæden, som kan drive den fremtidige sundhedsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige udvikling fremad.
Innovationsfondens investeringer kan bl.a. bidrage til:
ny viden om og udvikling af ny sundheds- og velfærdsteknologi.
effektivisering af service i den offentlige sektor.
forbedringer af forebyggelsestilbud og behandlinger i primær- og sygehussektoren samt psykiatrien.
nedbringelse af ulighed inden for sundhed.
Fondens investeringer skal også bidrage til at styrke den kliniske forskning i Danmark for bl.a. at understøtte kvalitet og effektivitet i sundhedsvæsnet, god patientbehandling og tiltrækning af udenlandske forskningsinvesteringer til Danmark - med særligt fokus på den kliniske forskning, som bedrives på hospitalerne og ved andre offentlige forskningsinstitutioner, herunder den uafhængige og patientnære kliniske forskning.
Fonden kan også investere i klinisk forskning, som bidrager til udviklingen af:
personlig medicin.
det digitale sundhedsområde, herunder sundhedsdataområdet.
kunstig intelligens og øget virtuel og teknologisk brug ifm. afvikling af kliniske forsøg.