Unik dansk lampe vil erobre verden

Iværksætterne i start-up’en Shade har udviklet en helt unik lampe, hvor lyset kan skifte både tone, farve og retning. Allerede i en salgstest af prototypen og gennem crowfunding har de solgt mere end 2.000 lamper til kunder i hele verden. 

November 28, 2017

Lørdag i Kolding Storcenter. Iværksætterne fra Shade, Bo Puggaard Hansen og Tomas Kongsvig, har booket torvet foran biografen både lørdag og søndag. Nu skal deres opfindelse – lampen Orb – stå sin prøve. Er der overhovedet nogen, der gider købe den?

- Det kan jo være fint nok at have noget, som fungerer rent teknisk, men hvis ingen gider købe det, så kommer du ikke så langt. Vi havde håbet, at vi ville sælge 10 lamper i løbet af weekenden, siger Bo Puggaard Hansen.

Men allerede i løbet af lørdag eftermiddag, havde 24 storcenterkunder sat dankortet i automaten for at købe den ikke helt billige lampe.

Idéen med sådan et testsalg er at afprøve et produkts salgsværdi, inden det faktisk går i produktion og kan sælges.

- Når folk stikker kortet i betalingsautomaten, så siger du, at det bare er en test, og at lampen faktisk ikke er til salg endnu, forklarer Bo Puggaard Hansen. 

Næste skridt var en crowfunding, hvor hele 2.000 mennesker fra 48 forskellige lande valgte at kaste penge efter Shades lampe. De købte så at sige lampen allerede i udviklingsfasen vel vidende, at det indebærer en risiko for, at lampen aldrig kommer i produktion. Især tyskere var vilde med lampen.

Det var en InnoBooster-investering, som gjorde virksomheden i stand til at udvikle og salgsteste en gangbar prototype.

- Investeringen fra Innovationsfonden kom som en meget kærkommen indsprøjtning på det tidspunkt. Vi brugte den meget målrettet på at få prototypen færdig og lave brugerundersøgelser, hvor lampen blev testet i samarbejde med bl.a. Per Richard Hansen fra Aalborg Universitet hos 10 familier, fortæller Bo Puggaard Hansen.

Men det har også givet nogen store sideeffekter – for det var den flotte prototype, som blev udviklet med InnoBoosteren, der gjorde det muligt at lave salgstesten i Kolding og crowdfundingen i hele verden. Samtidig har prototypen tiltrukket flere investorer.

Lampen går i produktion lige om lidt og lanceres til december. Men de første 2.000 eksemplarer er som sagt allerede solgt via crowdfunding. Både design og selve produktionen af lampen kommer til at foregå i Danmark – men virksomheden har store planer om at lampen skal erobre verdensmarkedet.

I 2018 rulles salget ud både online og i butikker i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Holland. Året efter satser virksomheden på at udbrede salget i større dele af Europa – for eksempel England. Og i 2020 peger lyset mod USA og Canada.

Investering

  • InnoBooster
  • Fondens investering: 450.000 kr.
  • Iværksætterne i Orb har netop modtaget en ny investering fra Innovationsfonden på 2,2 millioner kroner til at udvikle systemets kunstige intelligens.
    Lagring af oplysninger om brugerens dagligdag og brug af lyset skal udnyttes til at tilbyde det bedste lys på forskellige tidspunkter af dagen.


Orb

  • Det specielle og unikke ved lampen Orb er, at den både kan ændre farve, tone og retning på lyset. På den måde er det muligt at lege nærmest ubegrænset med lystone og stemning.
  • Lampen er testet af forskere fra Aalborg Universitets forskningsenhed for Bæredygtigt Design og Omstilling. De har blandt andet lavet interview med 10 familier, som har haft lampen hængende derhjemme, for at få en større forståelse af lysets betydning for vores liv og hverdag.
  • Derudover har forskerne haft besøg af en gruppe sydeuropæere for at undersøge deres syn på lys. Opfattelsen af lys er meget forskellig mellem Syd- og Nordeuropa. Derfor er det svært at sælge danske lamper i for eksempel Sydeuropa, fordi det vi opfatter som rart hjemmelys i Nordeuropa, virker alt for mørkt og dunkelt for en Sydeuropæer.

Læs mere