Lavt niveau af omega-3 fedtsyre hos gravide er forbundet med øget risiko for tidlig fødsel

Et nyt stort studie fra Statens Serum Institut (SSI) og Harvard T.H. Chan School of Public Health i Boston viser, at gravide med et meget lavt niveau af omega-3 fedtsyrer i blodet har 10 gange større risiko for at føde for tidligt sammenlignet med gravide, der har et højt niveau af omega-3 fedtsyrer.

August 03, 2018

Resultaterne tyder på, at man kan bidrage til at mindske risikoen for at føde meget præmaturt (før 34. svangerskabsuge) ved at spise mere koldtvandsfisk, eksempelvis laks, eller ved at tage et kosttilskud med omega-3.

I undersøgelsen sammenlignede forskerne omega-3 fedtsyre niveauet i blodet hos kvinder, der fødte for tidligt med niveauet hos kvinder, der fødte til terminen. De kvinder, der havde lave niveauer af lange omega-3 fedtsyrer i blodet under graviditetens første og andet trimester, havde en væsentlig højere risiko for at føde for tidligt, end kvinder som havde højere niveauer af disse fedtsyrer. Studiet tyder således på, at lave koncentrationer af de lange fedtsyrer (eikosa-pentaen-syre og dokosa-hexaen-syre (EPA + DHA)) er en vigtig risikofaktor i forhold til for tidlig fødsel. [Gravid kvinde]

»I en tid hvor en del gravide kvinder måske tænker, at det nok er bedst helt at undgå at spise fisk på grund af kviksølvindholdet, viser vores resultater, at det er vigtigt at sikre et tilstrækkeligt indtag af lange omega-3 fedtsyrer under graviditeten. Man kan med fordel læse Fødevarestyrelsens vejledninger på dette område. Her fremgår det, hvilke typer fisk man bør spise, og hvilke man bør undgå i graviditeten«, forklarer førsteforfatter Sjurdur F. Olsen, der er leder af Center for Føtal Programmering ved Statens Serum Institut i København og adjungeret professor i ernæring ved Harvard TH Chan School of Public Health.
 
For tidlig fødsel er en af de vigtigste årsager til dødsfald hos nyfødte. For de overlevende er der risiko for kognitive funktionsnedsættelser, fx indlæringsvanskeligheder og kardiometaboliske problemer, fx forhøjet blodtryk. Gennem årtier har man haft en hypotese om, at et højt indtag af omega-3 fedtsyrer, som findes i koldtvandsfisk som atlantisk makrel, ansjoser, laks og tun og også i mindre fedtholdige fiskearter som torsk og kuller, kan reducere risikoen for at føde for tidligt. Nogle studier har understøttet denne hypotese, mens andre har givet modstridende resultater. 
 
I dette studie anvendte forskerne data fra ”Bedre Sundhed I Generationer”, som tidligere hed ”Bedre Sundhed for Mor og Barn”. Det er et landsdækkende studie, der følger 96.000 danske børn bl.a. via spørgeskemaundersøgelser, og som oprindeligt blev sat i værk under støtte af Danmarks Grundforskningsfond. Forskerne analyserede blodprøver fra 376 kvinder, der havde født meget præmaturt (før 34. svangerskabsuge) i perioden fra 1996 til 2003, og fra 348 kvinder, der havde født til termin. Alle kvinderne havde afgivet blodprøver i både det første og andet trimester af deres graviditet. Blodprøverne blev opbevaret i Danmarks Nationale Biobank.

Analyse af blodprøverne viste, at kvinder, som lå i den laveste femtedel (kvintil) af fordelingen med hensyn til niveauet af Omega-3 fedtsyrer i blodet — det vil sige niveauer på 1,6% eller mindre af den samlede mængde fedtsyrer i blodet — havde en 10 gange højere risiko for at føde for tidligt, end kvinder i de tre højeste femtedele, som havde Omega-3 fedtsyre niveauer på 1,8% eller derover. Kvinder i den næstlaveste femtedel havde en 2,7 gange højere risiko end kvinderne i de tre højeste femtedele.
 
Resultaterne tyder på, at gravide kvinder, der har et lavt niveau af omega-3 fedtsyrer i blodet, muligvis kan reducere deres risiko for at føde for tidligt ved at spise mere fisk eller tage et kosttilskud med fiskeolier. Forfatterne anbefaler dog varsomhed med hensyn til at konkludere bredt på grundlag af disse resultater, fordi studiet blev gennemført i Danmark, hvor forekomsten af for tidligt fødte er relativt lav. De understreger samtidig, at det er vigtigt, at resultaterne gentages i andre populationer. Forfatterne gør også opmærksom på, at resultaterne muligvis ikke alene afspejler diætforskelle mellem kvinderne, da variation i underliggende genetiske faktorer også kan spille en rolle.
 
Resultaterne tyder på, at måling af omega-3 fedtsyre niveauet i blod blandt kvinder en gang i fremtiden vil kunne bidrage til at forudsige kvinders risiko for at føde for tidligt. Det vil dog være afgørende, at resultaterne kan bekræftes i andre undersøgelser.
 
»Tidlig præterm fødsel har meget betydelige sundhedsmæssige, følelsesmæssige og økonomiske konsekvenser. Vores resultater er på linje med resultaterne fra flere andre forsøg, der også viser denne sammenhæng mellem omega-3 fedtsyrer og graviditetsvarighed. Undersøgelsen understreger dermed vigtigheden af, at gravide får tilstrækkelige mængder af disse næringsstoffer under graviditeten enten ved at spise fisk eller gennem kosttilskud for at forebygge tidlig præterm fødsel«, understreger førsteforfatter Sjurdur F. Olsen.

Investering

  • Grand Solutions
  • Fondens investering: 23,5 mio.
  • Samlet budget: 54 mio.

  • Studiet har modtaget støtte fra the March of Dimes Birth Defects Foundation (6-FY-96-0240, 6-FY97-0553, 6-FY97-0521, 6-FY00-407), Danmarks Innovationsfond (Center for Føtal Programmering, 09-067124), Det Frie Forskningsråd (1331-00229A) og Novo Nordisk Fonden (2010-11-12 og 2009-07-28). Artiklen kan læses online på doi: 10.1016/j.ebiom.2018.07.009
  • “Plasma Concentrations of Long Chain N-3 Fatty Acids in Early and Mid-Pregnancy and Risk of Early Preterm Birth,” Olsen S.F., Halldorsson T.I., Thorne-Lyman A.L., Strøm M., Gørtz S., Granstrøm C., Nielsen P.H., Wohlfahrt J., Lykke J.A., Langhoff-Roos J., Cohen A.S., Furtado J.D., Giovannucci E.L., Zhou W., online August 3, 2018, EBioMedicine, doi: 10.1016/j.ebiom.2018.07.009.

Kontakt

Sjurdur Frodi Olsen, overlæge
Leder af Center for Føtal Programmering
Tel: +45 2228 9568
Mail: SFO@ssi.dk