Teknologimastodonter skal få Danmark helt i front med IoT

Nyt stort samarbejde kan gøre Danmark til foregangsland inden for Internet of Things. En håndfuld danske virksomheder er netop gået sammen med kinesiske Huawei for at skabe fremtidens IoT-løsninger i Norden.

 

October 20, 2017

Internet of Things (IoT) har længe været et buzzword  i it- og televerdenen. Men teknologien, der skal få  biler, huse, trafiklys, ure og mm. til at ”tale sammen,” er endnu ikke blevet kommercialiseret.

Nu vil konsortiet bag projektet, med et budget tæt på 20 mio.kr., etablere den teknologiplatform, der for alvor skal få IoT ud over kanten. Innovationsfonden bidrager med 7,5 mio.kr. til de danske partnere.

Projektet vil bl.a. benytte en ny fremadstormende teknologi, Narrow Band IoT (NB IoT), som TDC etablerer direkte på sit eksisterende 4G-mobilnetværk. Projektet skal undersøge, om NB-IoT er pålidelig nok til anvendelse af bl.a. telemedicinske løsninger.

Teknologien skal eksempelvis give den enkelte borger mulighed for større grad af mobilitet under et sygdomsforløb, hvor læger og sundhedspersonale kan måle de samme parametre som på et hospital, selv om patienten opholder sig hjemme. Det giver øget tryghed, højere livskvalitet for den enkelte borger, samtidig med at det frigør ressourcer i det offentlige sundhedsvæsen.

Kinesiske Huawei vil fra deres afdeling i Finland udvikle de nye NB-IoT modem chipsets, mens specialdesignede sportsure fra Leikr skal foretage patientmålingerne.

Virksomhederne arbejder tæt sammen med forskere fra DTU Fotonik omkring de kommunikationsmæssige udfordringer af NB-IoT. 

Teknologien forventes testet i det offentlige rum i samarbejde med nordens industri.

EUREKA Turbo

  • Samarbejdet er etableret mellem Huawei Finland, DTU Fotonik, TDC og Sportsur-producenten Leikr gennem EUREKA Turbo programmet.
  • Huawei Finland er en af de største producenter af telekommunikationsudstyr og har over 60.000 patenter på området. Den kinesiske virksomhed betaler selv for deres del af projektet.
  • Samarbejdet  startede  1. oktober 2017 og varer foreløbigt tre år.

Læs også