Innowomen - gruppebillede - Maiken Kestner

Innowomen skal sikre flere kvindelige ansøgere

Innovationsfonden har netop lanceret et nyt initiativ, der skal understøtte en øget kønsbalance blandt fondens ansøgere.

I december blev det første møde afholdt i et såkaldt ”gender sounding board” under titlen Innowomen. Otte iværksættere og forskere med tilknytning til fonden er blevet udpeget til herigennem at komme med input til vores diversitetspolitik og være synlige rollemodeller for potentielle ansøgere til fondens programmer.

Innowomen
De otte innovative kvinder repræsenterer som gruppe samtlige af fondens programmer med udpræget talent og viljestyrke inden for deres felt. Dette manifesterer sig i deres professionelle virke.

  • Camilla Ley Valentin er Co-founder og CCO for virksomheden Queue-it og kåret som årets Kvindelige Entreprenør 2012. Hun har været tilkoblet InnoBooster programmet.  
  • Ingeborg Rosenvinge er Head of R&D 3D Print for Thürmer Tools. Hun er tilknyttet fondens internationale samarbejdsprogram samt ledelsesforløbet ’Making Innovation Happen’ med INSEAD.
  • Janine Erler er professor ved Københavns Universitets Biotech Research & Innovation Centre. Hun er tilkoblet Grand Solution programmet.  
  • Maria Flyvbjerg Bo er Co-founder og CXO af spenderlog – en ung frontløber inden for dansk fintech. Hun er tilkoblet InnoBooster programmet.
  • Mette Frimodt-Møller er chefkonsulent ved Københavns Universitets SCIENCE Fakultetssekretariat. Hun er tilknyttet Grand Solution programmet samt INSEAD-forløbet i innovationsledelse.   
  • Sara Shafiee er postdoc ved DTU Mechanical Engineering. Hun var den ene modtager af Innovationsfondens Erhvervsforsker Priser 2018.
  • Signe Schack Noesgaard er Co-founder & CEO for Adapto Technologies. Hun har været tilkoblet programmerne InnoFounder og InnoBooster.
  • Tine Jess er professor, dr.med. samt chef for Region Hovedstadens Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse. Hun har ansøgt om under programmet Grand Solution.

Innowomen-ambassadørerne og deres respektive forsknings- og innovationsprojekter vil løbende blive præsenteret i de kommende nyhedsbreve. Forhåbningen er, at deres professionelle erfaringer kan inspirere flere talentfulde kvinder til at ansøge og i sidste ende modtage fondens investeringer.  

Fakta
En samlet diversitetsstrategi

Målsætningen om at styrke kønsdiversiteten blev initieret sidste år i et bredere samfundsperspektiv. Fonden udarbejdede en dybgående rapport om kønsbalancen på det danske arbejdsmarked i partnerskab med McKinsey & Company. Dette mundede ud i en stor Innotalk, som gav genklang ude i landet. Læs mere her

I tråd med den omtalte analyses konklusioner og anbefalinger har fonden lanceret en sammenhængende strategi, der skal bidrage til en øget kønsbalance blandt programansøgerne. Det rådgivende organ Innowomen er således ét ud af fire igangsatte tiltag. Læs mere her

Kontakt

Pernille Rype, kommunikationschef
Mail. pernille.rype@innofond.dk, Tlf. 6190 5060